Kuldslået konsekvens

Hvad var nu det for noget, er et spørgsmål, en del lyttere muligvis stillede sig selv for fem dekader siden. For The Glam Man fra 1972 album hittet Transformer og det legendariske kultband Velvet Underground havde allieret sig med kor, orkester og en hulens masse prominente studiemusikere på sit tredje udspil Berlin for at synge/recitere tekster om død, ulykke og sociale katastrofer, mens han selv klimprede på en akustisk guitar.

Berlin, der udkom den 5. oktober 1973 på RCA Records, vakte især vrede, men også begejstring. Eftertiden har dog vist sig mere nådig i vurderingen af dette konceptalbum, der lavmælt, indædt og flere steder direkte klinisk fortæller om parret Jim og Caroline, der tager en Walk on The Wild Side i Berlin, hvilket ender værst tænkeligt med selvmord og fjernede børn efter en periode præget af partnervold, stimulansmisbrug, depression og prostitution.

Reeds treer er skrappe sager med smertefuld fortvivlet barnegråd på lydsiden iscenesat af superproduceren Bob Ezrin med en storstilet ambitiøs produktion tilføjet notabiliteter som Jack Bruce, Tony Levin, Steve Winwood, Brecker Bros. og Ansley Dunbar, der skulle sørge for den rette power i musikken. Ezrin og Reed satsede så at sige hele butikken og måtte flere år efter bide skuffelsen i sig, nu det selverklærede mesterstykke ikke fik den ønskede modtagelse. I lang tid afviste Reed at spille numrene offentligt, men gjorde det senere enkeltvis.

Men december 2006 skete det, som Reed havde taget tilløb til gennem flere årtier. Berlin blev opført i sin helhed hen over flere aftener i Sct. Ann’s Warehouse, Brooklyn, New York, filmet og instrueret af Julian Schnabel (Dykkerklokken og Sommerfuglen) og hans kamerateam. Ophavsmanden bag den dystre sangcyklus var i mere end en forstand på hjemmebane med kompetente folk i ryggen bestående af et 30 m/k stort ensemble tilføjet 12 korsangere.

Især guitaristen Steve Hunter, der også var med på den oprindelige LP, viste både stål og storform under koncerterne i St. Ann’s Warehouse, mens Reed med sit rudimentære og let overstyrede rytme- og solospil sørgede for, at Berlin lød en del mere truende og skæbnetung sammenlignet med 1973 originalen.

Filmen Lou Reed’s Berlin fik premiere i USA og verden over i løbet af 2008-09 tilføjet sangtekster i dvd- og Blu-ray versionen, og denne gang sad kritikernes adjektiver helt anderledes løse - og med god ret. Uden at vide det vil mit gæt være, at Reed anså dette som en personlig triumf.

Mundheldet med, at alt godt kommer til dem, der bare venter længe nok, viste sig som en selvopfyldende profeti i dette tilfælde. Berlin er et såvel konsekvent kuldslået, modigt og kompromisløst værk af høj kvalitet, hvis den nødvendige tid og fordybelse investeres i det. Nogle vil nok tilføje, at sådan forholder det sig med megen stor kunst. Her følger et tilbageblik på nogle af de mest centrale sange.

I The Kids griber myndighederne ind og fjerner Carolines børn, mens de kalder på deres mor. I Caroline Says del I og II oplistes dårligdommene i det dysfunktionelle forhold, der på den erotiske og kærlighedshungrende hjemmefront ikke har meget at byde ind med ud over recepter og piller, som det berettes om i den tunge rocksag How Do You Think it Feels med en tekst, nærmest kun en Lou Reed er i stand til at formulere den fyldt af livstræt lede.

Den tyste frustration og desperation går igen i Oh, Jim, The Bed og i den syv minutter lange Sad Song, hvor der definitivt tages afsked med det miserable liv på jord. Berlin var oprindelig planlagt som et 65 minutter langt dobbeltalbum, men RCA fik kolde fødder; albummet bød sig ikke til med klare hits, men udelukkende tristesse i metermål. Sangene måtte derfor kortes ned og endte efter ophedet diskuteren som et enkeltalbum med knap 25 minutters spilletid på hver side.

Magasinet Rolling Stone betegnede oprindeligt Berlin som en regelret katastrofe fyldt med ‘paranoia, schizophrenia, degradation, pill-induced violence and suicide’, som Reed udsatte de sagesløse købere og fans for. I 2012 placerede bladet dog Berlin som nummer 344 på deres liste over The 500 greatest albums of all time. Spørges signaturen her, er indplaceringen imidlertid alt for lav. Jeg holder nemlig ganske meget af Reeds konceptuelle kurs mod kaos og fortabelse på Berlin, selv om den slags i sagens natur er lidt svær at omfavne.