Mellem tragedie og triumf
1984, en særdeles begivenhedsrig sæson på musikfronten, fik den bedst tænkelige start, da britisk/amerikanske The Pretenders den 13. januar det år udsendte deres tredje album Learning to Crawl, en titel der er inspireret af Chrissie Hyndes dengang lille datter, der blev født under pladens tilblivelse og i den periode mest befandt sig i gulvhøjde, når hun nysgerrigt skulle lære en nye verden at kende.
Det handler nummeret Show Me om, hvor Hynde besynger livet som førstfødende mor og den dybe kærlighed til sit barn, ‘Welcome to a special place/In a heart of stone that's cold and grey/You with your angel face/Show me the meaning of the word.’ Usentimentalt, men samtidig inderligt. Pretenders treer kom i bogstaveligste forstand til at svæve mellem liv og død, idet to tidligere medlemmer af bandet, den yderst talentfulde guitarist James Honeyman-Scott og den solide bassist Pete Farndon, begge døde af en overdosis inden for blot ti måneder i 1982-83, efter Hynde havde vist dem vintervejen grundet deres hastigt eskalerende narkoforbrug.
Mens hun var ramt i hjertekulen af et mentalt granatchok, måtte Hynde omgruppere bandet, der gav plads til superguitaristen Robbie McIntosh og Malcolm Foster (bas). Inden den formation kom endeligt på plads, gjorde Pretenders brug af Rockpile’s Billy Bremner (guitar) og bassisten Tony Butler fra Big Country, der begge er med på singlen Back on the Chain Gang/My City Was Gone. Næppe overraskende fandt både A og B siden vej til albummet, for kvaliteten er svimlende høj på de to sange, der omtales nærmere i de følgende afsnit.
Learning to Crawl lægger ud i hæsblæsende stil med førsteklasses killerrockeren Middle of the Road, der drives frem af trommeslageren Martin Chambers fills og suveræne schwung. Chambers er faktisk alt for overset i den større fortælling om musikere, der har sat deres soniske afmærkninger, spørges denne signatur. Tjek også McIntosh’ solo, der hugger hårdt igennem på alle parametre. Nummeret efterfølges af Back on the Chain Gang, en perfekt turneret popperle, hvis ‘uh, ah’ i omkvædet leder tankerne i retning af Sam Cooke klassikeren Chain Gang, hvilket næppe er helt tilfældigt titlen taget i betragtning.
Der er topspin i sammenspillet og sus i skørterne på uptempo numrene Time the Avenger og Watching the Clothes, selv om den altid bukseklædte Hynde næppe vil trække i den slags kluns. Det er ganske enkelt oncool i hendes æstetiske opfattelse af rock’n’roll dresscode, og Pretenders talskvinde plejer jo som oftest at være skarp i mælet og klar i spyttet.
Det rockabilly-farvede Thumbelina får det til at sitre i dansefødderne, mens My City Was Gone, der handler om Chrissie Hyndes opvækst i Akron i delstaten Ohio og adresserer diverse sociale og miljømæssige spørgsmål, er et studie i, hvordan en født vinder skæres til drevet frem af Tony Butlers prægnante basgang og Chambers enkle og insisterende beat tilføjet Billy Bremners smagfulde guitarekskursioner.
Bandets nærmest altoverskyggende midtpunkt sætter vokalt trumf på i den smægtende soulballade Thin Line Between Love and Hate oprindelig lanceret af r&b gruppen The Persuaders i 1971 og en af de mest intense sange skrevet om forelskelse og fortabelse, der ender i fjendtlighed og fortræd. I Hurt You blander på elegant vis to forskellige lead vokaler, som om personen, der synger dem, er i indre splid med sig selv. Sangen er rent lyrisk tolket som en autobiografisk reference til Hyndes amourøse relation til Kinks forsangeren Ray Davies og de indbyrdes konflikter, parret kæmpede med.
2000 Miles udkom som single to måneder før selve albummet og er blevet markedsført som en julesang, hvor to elskende i et langdistance forhold savner hinanden ved højtidsstund. Heller ikke her fornægter Hyndes popøre sig, når der i ny og næ skrues ned for decibeltallet og tempoet. Den amerikanske sanger og sangskriver har dog senere udtrykt en vis utilfredshed med teksten og afskrevet nummeret som værende i den lettere afdeling. Der er jeg ikke utilbøjelig til at give hende ret i.
Learning to Crawl, der er produceret af veteranen Chris Thomas, blev en såvel kunstnerisk som kommerciel succes, hvor The Pretenders kollektivet anført af individualisten Chrissie Hynde i en svær brydningstid overvandt sårene efter de tragiske dødsfald og genfandt troen på fremtiden ovenikøbet i triumf. Hatten af for det, da Learning to Crawl hører til i den eksklusive kategori blandt et af 80’ernes allerbedst rockalbums.
‘The middle of the road is trying to find me, I'm standing in the middle of life with my plans behind me, Well, I got a smile for everyone I meet, As long as you don't try dragging my bay, Or dropping the bomb on my street’, fra første vers af udgivelsens åbningsskæring er eksistentielle og profetiske linjer, der stadig er tilsvarende relevante i dag som for 40 år siden. Vi bokser alle lidt med at finde et ståsted i tilværelsen og foretrækker fred og fordragelighed i en konfliktfyldt verden. Chrissie Hynde er en livsklog karismatisk personlighed, og en er indrømmet at finde i fanskaren.
Læs flere artikler om musik og film på Vilhelms værelse.