Et mesterstykke i orkanens øje

Band on the Run er Paul McCartneys femte album efter Beatles’ opløsning og det tredje med bandet Wings. Udgivelsen er kunstnerisk som kommercielt den mest skattede af slagsen i ex-Beatlens katalog, men var en svær fødsel at realisere under eksotiske himmelstrøg. Band on the Run udkom i USA den 5. december 1973 og fem dage tidligere i England, så det 50-årsjubilæet for førstnævnte lancering, der markeres her i dagens anledning.

Optakten til arbejdet med albummet forløb alt andet end optimalt. Trommeslageren Denny Seiwell sprang fra dagen før, holdet skulle indspille i EMIs studie i Nigerias daværende hovedstad Lagos, og guitaristen Henry McCullough havde valgt samme løsning ugen forinde efter et skænderi med McCartney under opøvning af materialet på kapelmesterens farm i Skotland. Der var således ingen tid til at finde erstatninger, og McCartney måtte drage mod det afrikanske land med konen Linda og den tilbageblevne guitarist Denny Laine.

Multiinstrumentalisten McCartney tog sig af bassen, diverse guitarroller, for- og korvokaler, slagtøj, piano og keyboards med assistance fra Linda, Laine og flere studiemusikere. McCartney er krediteret som producer, mens Tony Visconti, især kendt for sit mangeårige samarbejde med David Bowie, stod for pladens orkestrale arrangementer. McCartney havde udpeget studiet i Lagos fra den liste, EMI sendte ham, i et ønske om at komme langt hjemmefra, et valg der hurtigt skulle vise sig at være yderst problematisk og nær skæbnesvangert.

Wings debuten Wild Life (1971) og opfølgeren Red Rose Speedway fra maj 1973 blev ikke de forventede succeser, så McCartney måtte tænke i nye baner, men studiet viste sig at være teknisk set under standard med en dårligt fungerende mixerpult og ottespors båndoptager. Nigeria var desuden ledet af en militærjunta efter borgerkrigen i 1970 med anarki, korruption og udpræget kriminalitet som uønsket resultat. Ydermere blev det meddelt, at en kolera epidemi var nært forestående nogenlunde samtidig med, resten af Wings satte kurs mod det uroplagede land august 1973.

Bandet lejede huse til dem selv og personale en times kørsel fra studiet, og en aften tog McCartney parret en gåtur i et området, de var blevet frarådet at færdes i, og udsat for røveri af knivbevæbnede truende mænd. De fik frataget deres ejendele herunder en taske fyldt med håndskrevne tekster og kassettebånd, der indeholdt demoer på nogle af de sange, der skulle indspilles.

Tyveknægtene vidste åbenbart ikke hvilke potentielle værdigenstande, de rendte af med, og hvem de stammede fra, ellers havde de nok ikke nøjedes med blot at overspille båndene, men fået dem afsat til svimlende priser via de rette kanaler. En af dagene, mens Paul McCartney overdubbede vokaler, blev han pludselig hvid i hovedet som et lagen og fik problemer med vejrtrækningen. Linda troede, husbonden var ramt af et hjerteanfald, og skreg hysterisk efter hjælp. Dog viste det sig kun at være galt med bronkierne som følge af for meget tobaksrøg.

Afrobeat pioneren og den politiske aktivist Fela Kuti dukkede en dag indigneret og vredt agiterende op i studiet, da han mente, at McCartney og Wings var taget til det afrikanske kontinent for at udnytte og bestjæle hans og andres musikarv, hvilket han beskyldte dem for offentligt. McCartney afspillede nogle sange for Kuti i håb om at berolige ham med, at hans musik ikke gik i den retning og iøvrigt afsøgte helt andre territorier.

Den tidligere Cream trommeslager Ginger Baker, der på det tidspunkt var bosat i Nigeria, tilbød McCartney at indspille hele Band on the Run i sit studie. McCartney nøjedes med at takke ja til en dag, hvor de fik sangen Picasso's Last Words (Drink to Me) i kassen med Baker på percussion. Ovenpå seks ugers arbejde under høje temperaturer og usikre forhold drog Wings retur til London for at færdiggøre resten i George Martins AIR Studios. Ottespors optagelserne blev konverteret til 16 spor, yderligere overdubs kom på plads sammen med Viscontis arrangementer for horn og strygere, det tog en dag at indspille.

Albummets andet single udspil, Jet, et af McCartneys største hits og opkaldt efter en af børnenes ponyer, er indspillet fra bunden i Martins studie. ‘It's a collection of songs and the basic idea about the band on the run is a kind of prison escape. At the beginning of the album, the guy is stuck inside four walls and breaks out. There is a thread, but not a concept’, har McCartney fortalt om pladens idegrundlag og arbejdsproces.

‘Paul thought, 'I've got to do it, either I give up and cut my throat or [I] get my magic back’, lyder Linda McCartneys forklaring på hans stålsatte vilje med at nå i mål og hæve den kunstneriske overlægger, der overvejende er højt sat på hele Band on the Run. Titelsangen, der udkom som single april 1974, viste vejen, og er stadig en sikker livefavorit på McCartneys imponerende sætliste.

Nummeret er bygget op i tre faser og tempi med masser af musikalsk drama undervejs i en lydefri produktion, der beviser, hvad McCartney er i stand til på en optimal dag, hvilket ikke er så lidt endda. Bluebird er en yderst charmerende popsag tilsat melodisk svæv af en kaliber, næsten kun McCartney er i stand til at levere med lækkert akustisk guitarspil og et calypso farvet vuggende beat. Det er svært ikke at blive indfanget af Mrs. Vandebilt, en smittende ørehænger forædlet af Howie Caseys saxsolo og McCartneys som oftest opfindsomme basspil.

Let Me Roll It kunne lyde som et skælmsk svar på Lennons noget bitre How Do You Sleep fra Imagine pladen, hvor McCartney får en verbal overhaling af de store. Vokalen på Let Me Roll It minder en del om Lennons sangteknik og produktionsmåde, hvilket ifølge McCartney skete mere eller mindre ubevidst uden at være tænkt som en egentlig pastiche. Det kan man jo vælge at stole på eller lade være. Ifølge flere kilder mødtes Lennon og McCartney efter Imagine og før Band on the Run for at indgå en aftale om ikke længere at tampe løs på hinanden i pressen eller i sangene, da det var dårlig stil og en tand for barnagtigt. Begge parter holdt ord.

Lennon roste Band on the Run for dens kvaliteter, hvilket han langt fra har været ene om. Mamunia holder fanen højt, og Nineteen Hundred and Eighty-Five sætter et effektfuldt punktum for albummet, der sammen med Lennons Plastic Ono Band plade (1970), George Harrisons triple-sæt All Things Must Pass (1970) og Ringo Starrs Ringo udgivelse fra 1973 er noget af det mest holdbare, Beatlerne har begået hver for sig med og uden hinandens hjælp efter bruddet.

Det funky og energisk rockende Nineteen Hundred and Eighty-Five slutter med et kort citat fra pladens indledende titelskæring. Så elegant kan den skæres i McCartney land. Det eneste problem med Band on the Run skulle vise sig at blive udfordringen med at holde dets høje niveau. Men sådan er det jo, når man har leveret et mesterstykke og tilmed præsteret det i orkanens øje under pinsler, plager og prøvelser, der i værste fald kunne have sat liv og førlighed over styr.


Læs flere artikler om musik og film på Vilhelms værelse.