En moderne bluesmand med soul
En glimrende guitarist og en fortræffelig sanger. Så kort kunne historien om Robert Cray umiddelbart sammenfattes, men der er dog en del mere at fortælle, når det handler om Robert William Cray, født den 1. august 1953 i Columbus, Georgia i det sydlige USA. Her på den runde dag kan Cray se tilbage på en knap 50 år lang karriere, hvor han adskillige gange har krydset klinge med blues-, rock- og rootsmusikkens øverste superliga. Og med god grund.
I midten af 70’erne besluttede Cray sig for at etablere sit eget band efter at have oplevet heltene Albert Collins, Freddie King og Muddy Waters live in concert. Det førte til, at Cray ukrediteret medvirkede i filmen National Lampoon's Animal House (1978) som bassist og kapelmester i et husorkester, der fungerede som en del af handlingen. Cray debuterede på albumfronten i 1980 med albummet Who's Been Talkin', hvor han stærkt inspireret af Albert Collins og B.B. King gav sit bud på en opdatering af den klassisk velkendte bluesform.
Robert Cray fortsatte ad disse stier i 80’erne med Bad Influence (1983) og False Accusations (1985), der satte ham på landkortet som en selvstændig fornyer af bluestraditionen tilsat elementer af soul og r&b. Cray demonstrerede et betydeligt håndelag som solist med en krystalklar sustainholdig tone på guitaren og med en vokal, der ubesværet gik tydeligt igennem i det lyse tenorleje, som kan lede tankerne i retning af stilskabende soulsangere som Sam Cooke og Al Green.
Den helt store kommercielle udeblev i Crays hjemland, men det europæiske marked begyndte at røre på sig med False Accusations og navnlig efterfølgeren Strong Persuader (1986), hvorfra singlen Smoking Gun fik betydelig airplay i radioen. De to sidstnævnte albums blev ofte spillet af toneangivende studieværter på den tyske kanal NDR2, jeg bosiddende i det sønderjyske lyttede til fra min musikalske udkigspost i Aabenraa. Signaturen her blev hurtigt hooked på den yderst sympatisk virkende Robert Cray, der altid har været fremragende live med et særdeles kompetente band i ryggen.
At det udsagn står og stod til troende, blev jeg overbevist om på en pløret regnvåd lørdag i slutningen af juni måned under Midtfyns festivalen i 1991, hvor Cray med band forstærket af legendariske The Memphis Horns kendt fra et utal af soulplader gav en mindeværdig koncert med en sætliste domineret af numre fra Midnight Stroll (1990) udgivelsen, en af hans absolut bedste blandt de 20 albums, det pt er blevet til i alt. Bevæbnet med presseadgangskort forsøgte jeg at få et glimt af min personlige helt bag scenen, desværre forgæves.
Inden da havde flere navne i ikonklassen allerede gjort brug af Cray og hans åbenlyse kompetencer. Keith Richards inviterede ham med i det stjernebesatte backing band, der stabledes på benene i anledning af Chuck Berrys 60 årsdag i 1986. Resultatet af denne markering kan ses og høres i koncert/portrætfilmen Hail! Hail! Rock 'N' Roll (1987), instrueret af Taylor Hackford. Samme år deltog Cray i Tina Turners Break Every Rule tv special, hvor de sang et par ældre soulhits i duet.
I 1989 medvirkede Cray på fire numre fra Eric Claptons fine Journeyman album, og John Lee Hooker havde bud efter ham til albummet Boom Boom (1992), som det også var tilfældet med The Healer (1990) og Mr. Lucky (1991), der revitaliserede Hookers navn på den internationale musikscene. Cray og B.B. King gik til biddet på Playing With My Friends inkluderet på Kings 1993 duet album Blues Summit, hvor de to guitarister også sad ind hos Hooker, der bidrog med sin egen You Shook Me.
August 1990 var Cray en del af holdet sammen med Eric Clapton, Buddy Guy og Jimmie Vaughan, da Stevie Ray Vaughan spillede sin sidste koncert i Alpine Valley Music Theatre i Wisconsin, før han samme aften døde som følge af et helikopterstyrt. De øvrige stjerneguitarister havde heldigt nok for dem forinden valgt deres egne rejsebefordringer til og fra spillestedet i Wisconsin.
I 1994 sad Robert Cray ind hos The Rolling Stones på Robert Johnson klassikeren Stop Breaking Blues under deres Voodoo Lounge turné, der den pågældende aften gjorde ophold i Miami. Cray og Stones frugtbare møde er dokumenteret på det langt senere udgivne koncertalbum Voodoo Lounge Uncut, der findes som tredobbelt vinyl.
Steve Jordan, der kom til at overtage Charlie Watts’ trommestol hos Stones efter dennes død i 2021, indledte et samarbejde med Robert Cray i 2010’erne i egenskab af trommeslager, producer og co.-producer, hvilket kastede tre albums af sig, In My Soul (2014), Robert Cray & Hi Rhythm (2017) og senest That's What I Heard (2020), der alle varmt kan anbefales med Cray i total topform med et soul/funk farvet udtryk.
Robert Cray, der tillige er en velformuleret tekstforfatter og solid sangskriver, turnerer stadig og vedvarende i det meste af verden. I 2022 kom der imidlertid grus i det planlagte maskineri, da Clapton og Cray forinden var røget i verbal infight omkring synet på Covid-19 vacciner og krav om brug af mundbind under koncerterne. Det førte til, at Cray aflyste sin deltagelse i Claptons Europa-turné sidste år, kontroverser der ingenlunde gik den engelsksprogede musikpresses næse forbi. Men heldigvis er Robert Cray meget andet end ophedet politisk polemik i det offentlige rum, der ovenikøbet førte til aflysninger og ufred i venners lag. Det kan læsere og lyttere overbevise sig om ved at gå ombord i blues/soul-ekvilibristens bagkatalog og tjekke de mange liveklip, der findes med ham på YouTube. Det er tæt på at være en ordre.