Mods, pills & powerrock
Omkring 1964-65 satte Modbevægelsen og rockerne Storbritannien på den anden ende, når de tørnede sammen i tumultariske kæmpeslagsmål, som ordensmagten til hest forsøgte at nedkæmpe med hård hånd. Flere år før blomsterbørnene sprang ud i fuldt psykedelisk flor, og ungdomsoprøret manifesterede sig, var der anderledes benzin i blodet på subkulturerne i de større engelske byer med London i centrum.
De såkaldte Mods - Moderns - gik lapset klædt, kørte scootere, proppede sig med amfetamin plus andre pilleformede stimulanser og lyttede til soul, r&b og især bands som The Small Faces samt The Who. Sidstnævnte blev reelt set mod kulturens husorkester, idet sange som My Generation, I Can't Explain, Anyway, Anyhow, Anywhere og Substitute om nogen skildrede rastløse unges oprør, mentale tilstand og behov for at manifestere sig selv.
Pete Townshend skrev hymner til sin egen generation, der udfordrede det britiske klassesamfund og gav The Stiff Upper Lip establishmentet fuckfingeren. Townshend tog temaet op igen i starten af 1970'erne, da han udviklede sangene, teksterne og rammefortællingen til Quadrophenia, der udkom som dobbeltalbum den 3. november 1973. Quadrophenia skildrer den fiktive hovedkarakter Jimmy Coopers liv som Mod, hans venskaber, problemer med forældrene, stofferne og psyken.
Albummets optakt sættes optimalt i scene med kraftpræstationen The Real Me, hvor vreden og usikkerheden spyttes ud af en storsyngende Roger Daltrey - hvilken rockvokalist. Cut My Hair er i samme liga, der handler om normalitet versus nonkonformitet, Jimmy har sit hyr med at greje og vælge imellem.
Jimmy søger det ægte oprør i The Punk and the Godfather, mens han tester sit selvværd i den akustisk afdæmpede I'm One. Pillerne gør deres virkning i Is It in My Head, og Jimmy får nok af det hele i I've Had Enough båret af Townshends banjospil og vokale synergi med Daltrey i det inciterende og iørefaldende omkvæd. 5:15 er et af dobbeltsættets stærkeste kort, hvor Jimmy tager en walk on the wild side i et damplokomotiv af et rocknummer.
Drowned og Bell Boy holder handlingen i sporet og Who fanen højt. Kvaliteten stiger yderligere på den kraftfulde Doctor Jimmy, der stiller spørgsmål ved hovedkarakterens mentale stabilitet og doktormandens trang til at udskrive recepter, mens tilværelsens ulidelige tunghed tynger. Hvad vej vælger han? Instrumentalnummeret The Rock i tonal bredformat er et af den slags, kun The Who evnede at trække op ad hatten i deres velmagtsdage med elementer af symfonisk progressiv rock og Keith Moons buldrende slagserier bag trommerne langt fremme i lydbilledet.
Moons spil er på Quadrophenia en skønsom blanding af virtuost hvirvlende anarki og stram disciplin, nogle af de samme dyder, der gjorde hans indsats på hovedværket Who’s Next så unik. John Entwistles melodiske og teknisk suveræne basspil er over det hele, mens hovedarkitekten i maskinrummet, Pete Townshend, holder styr på resten og hamrer heavy powerakkorder af efter behov.
Ud over bassen trakterer Entwistle ligeledes trompet, flygel- og valdhorn på flere af numrene, han selv har arrangeret. Den intense ballade Love, Reign o'er Me udgør den flotte finale, hvor Jimmy er ved at nå et følelsesmæssigt point of no return, mens Daltrey nærmest skriger hans smerte ud.
I 1979 fejrede instruktøren Franc Roddams filmatisering af Quadrophenia stor succes ikke blot i Storbritannien, der dog i særlig grad tog den til sig midt i en punk- og new wave domineret tidsalder, hvor nye subkulturer satte rav i gade- og mediebilledet. Roddam fravalgte slavisk at følge handlingen i Townshends værk, men er stærkt inspireret af det rent tematisk. Ti af numrene fra det oprindelige Quadrophenia dobbeltalbum er med, dog i remixede versioner af John Entwistle.
Townshend skrev derudover tre nye sange til filmen, hvis øvrige lydspor udgøres af gamle r&b-, soul- og pophits. My Generation afspilles i en festscene, der udvikler sig til optøjerlignende ragnarok, efter singlen ryger på pladetallerknen med tydelig reference til og anerkendelse af The Who's enorme betydning for ungdomskulturens udvikling i det britiske samfund i midten af 60'erne.
The Who har opført Quadrophenia i sin helhed under turnéer i 1973-74, 1996-97 og 2010’erne. Kernen i beretningen om Jimmy Cooper og de andre Mods, der handler om identitet, tilhørsforhold i bandelignende grupperinger og om at finde et ståsted i livet, er langt mere vedkommende i et nutidigt perspektiv end den mere obskure beretning om ‘The deaf, dumb and blind kid’ i Tommy.
Jeg foretrækker ikke kun derfor det hæsblæsende generationsopgør og harske realisme i Quadrophenia med psyken som indsats, men også af musikalske årsager - lyden af Mods, pills og powerrock udført af et band bestående af en leadvokalist, leadbassist, leadtrommeslager og grandiost tænkende leadguitarist i perfekt symbiose. Can You See The Real Me?