Mr. Baker, moogen og katten

Der var mærkbar fremgang over hele linjen på Gasolin’ 3, der ifølge forskellige kilder blev udgivet den 1. november 1973. Det skyldtes ikke mindst den britiske superproducer Roy Thomas Bakers entre, og med ham ved pulten blev der virkelig sat skik på tingene, særligt på lydsiden. Kim Larsens vokal er udtryksfuld og tydelig, mens Søren Berlevs trommespil fik mere robusthed og tyngde med fills og grundrytmer, der sidder sikker i skabet.

Wili Jønssons baslinjer er en gave til orkesteret sammen med hans korarbejde og habile indsatser bag piano og orgel. Saxofinisten Niels Harrit er pladens eneste gæstemusiker, der ydermere tager sig af klaveret på den vemodigt smukke Bessefar, der melodisk og lyrisk er en juvel i Gasolin’ kataloget. Bessefar er solidaritet med samfundets skæve randeksistenser uden hverken at være fordømmende eller unødigt sentimental, hvilket er gennemgående træk i gruppens socialrealistisk prægede sange.

Der er fart over feltet i ørehængeren Det var Inga, Katinka og Smukke Charlie på sin Harley, funky schwung i Splittergal og boogie på Café Paradis. Tim Christensen kommer i interviewet til Franz Beckerlee biografien Stonefree - et liv med og uden Gasolin’ ind på Beckerlees guitarspil generelt og Smukke Linda, treerens åbningsskæring:

‘Det lyder ikke som avantgardejazz, når han spiller guitarsolo. Jeg hører en kæmpe kærlighed til Jimi Hendrix, og det lægger han ikke skjul på, og der er steder, hvor det nærmest smager en til en. Især i starten. Det er udgangspunktet, og der findes guitarriffs, hvor Franz har lagt Hendrix på hylden og virkelig træder i karakter. For eksempel er riff'et til Smukke Linda virkelig verdensklasse, uden det bliver en Hendrix-pastiche.’

Niels Harrit fortæller om sin gæsterolle og vigtigheden af Bakers arbejde i Stonefree bogen: ‘Katten indeholder de vigtigste otte takter i mit liv. På det tidspunkt var jeg bassist, og som blæser er du nødt til at øve hver dag. Franz ringede og spurgte: ‘Hey, kan du ikke lige komme forbi Rosenberg-studiet?’ Jeg fandt saxofonen frem og kørte derud. Der stod en ung mand ved pulten med sneakers på. Det var Roy Thomas Baker. Jeg gik ind for at varme op.

Jeg spillede med på introen, og så sagde de tak inde i kontrolrummet. Tak? ‘Ja ja, vi har det.’ ‘Jeg er slet ikke begyndt endnu,’ svarede jeg. Men jeg kunne ikke spille den to gange. Jeg var færdig og havde ingen embouchure tilbage. Franz stod derinde og sagde: ‘Tag ham med det samme’, for han vidste, hvilken tilstand jeg var i.

Jeg troede, det ville ende for den som med Gasolin' og Gasolin' 2, der ikke solgte så godt. Men da pladen kom, tænkte jeg: ‘Aha, det er, hvad en producer kan.' Det var først, da jeg hørte Gasolin' 3, jeg i det hele taget forstod, hvad en producer var. Så solgte de. Og hatten af for sådan en som Roy Thomas Baker.’ Harrit spiller baritonsax på Det var Inga… og medvirker i outtroen henover Jeg er splittergal.

Ud over Bakers enorme indflydelse satte også brugen af Moog-synthesizeren klare fingeraftryk på treeren. Nyanskaffelsen får frit lejde på Rabalder, den sidste og noget udsyrede skæring Sju-bi-du-bi-mand og anes i Bobo’s sang. Franz Beckerlee købte instrumentet i København og husker tilbage:

‘Mini-moog-synthesizeren blev opfundet af amerikaneren Robert Moog. Det var en slags keyboard, der kunne lave alle mulige lyde. For mig lød det som om, vi var ved at komme ind i en ny epoke, hvor instrumentet ville spille en stor rolle. Musikforretningen Aage Jensen fik sådan en Mini-moog hjem som den første her i landet. Og der kom jeg, når de åbnede, og sad med hovedtelefoner på, indtil de lukkede, for at prøve det og se, hvad fanden det var for noget, og hvad det kunne.’

Kim Larsen fortæller følgende om Beckerlees begejstring: ‘Nogle gange er det kejserens nye klæder med Franz, og andre gange kan der virkelig være noget i det. Jeg kan huske, jeg kom gående forbi Aage Jensen, og der sad Franz med det lille keyboard der, Mini-moog, og hovedtelefoner og drejede på nogle knapper. Der tænkte jeg, 'det er Tournesol'. Han var en meget distræt mand.’

Det var Inga, Katinka og Smukke Charlie på sin Harley og Bessefar blev lanceret som singler, og hele albummet udkom i en engelsk version tre måneder senere. Forsiden til den professionelt udførte og sikkert turnerede treer blev i 2010 kåret af P4s lyttere som det mest mindeværdige danske cover i 50 år, og illustrationen kunne endda købes som frimærke. Motivet af den uheldige kvinde med trusserne om anklerne på gaden i San Francisco fyldt af sporvogne har siden 50’erne været igennem dansk og amerikansk bearbejdning.

Det blev en dag hængt op som billede på værtshuset Andy's Bar i København, hvor Gasolin’ holdet en sen aftenstund faldt pladask for den noget befippede pin-up skønhed og sørgede for, det fandt vej til Gasolin’ 3. Dengang tog man åbenbart ikke så tungt på, hvem der oprindelig havde ophavsretten til værket.

Gasolin’ 3 er stadig en af mine klare favoritter med et pågående drive og modet til at eksperimentere og

satse rent kunstnerisk uden at tabe tilgængeligheden og det kommercielle potentiale på gulvet, en delikat balancegang, Roy Thomas Baker kan tage en væsentlig del af æren for lykkedes, mens den produktionsmæssige barre samtidig blev sat højere op i dansk rock. Og det her var endda kun begyndelsen.