TV-2 Beat

En ordrig observatør af tidsånden

15.06.23
Steffen Brandt 70 år

Sangeren, sangskriveren, sprogmennesket og musikeren Steffen Brandt, født 14. juni 1953 i Åbyhøj udenfor Aarhus, evner om nogen med såvel øm eftertænksomhed samt ironisk og satirisk vid og bid at beskrive, hvad der måtte røre sig i dig og mig og sig selv, mens tiderne skifter, nye trends opstår, og værdierne i samfundet forandres. Det har han gjort i over 40 år i bandet tv-2, der med klædelig selvironi har brugt sloganet Danmarks Kedeligste Orkester.

Hans far arbejdede som salgsrepræsentant, mens moren var hjemmegående hustru. Som dreng fornøjede Steffen sig med fodbold, spejderlivet og klaverspil. Steffen Brandt er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet og tog dernæst pædagogikumuddannelsen med henblik på at undervise. Et job på fuld tid i den mere akademiske verden blev dog i starten af 80’erne udskiftet med et som keyboard- og frontmand i tv-2.

Brandt var i midten af 70’erne med til at grundlægge den symfoniske rockgruppe Taurus, der i 1978 udsendte albummet Whatever Happened To The Sixties, der viste sig at blive deres første og eneste. Taurus hold af musikere, der ud over Brandt talte Hans Erik Lerchenfeld (guitar), Georg Olesen på bas og trommeslageren Sven Gaul, flyttede med hos tv-2, en grundformation der er forblevet den samme frem mod 2023 og sandsynligvis næppe ændrer sig. Bandet oplevede stigende højkonjunktur på den danske scene i det pastelfarvede årti med plader som Beat (1983), Nutidens unge (1984), Rigtige mænd - gider ikke høre mere vrøvl (1985), En dejlig torsdag (1987) og Nærmest lykkelig (1988), men har ligeledes vist solide takter i vor tid med Det gode liv (2015) og senest med Tæt trafik i Herning (2018).

Alle de nævnte udgivelser har nydt godt af Brandts tæft for holdbare rock- og pop-numre tilsat et underfundige tekstunivers, som hist og her har taget bladet fra munden med den verbale krabask i brug, når den danske mentalitet efter hans mening trængte til lidt revselse og opbyggelig tale.

Ud over tv-2 har Brandt leveret materiale til blandt andet Bamse, Peter Belli, Dodo & The Dodos, Michael Falch, News, Ray Dee Ohh, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen og optrådt live med Tina Dickow og Julie Maria. I 2009 kom Brandts soloalbum med velfungerende bud på danske gendigtninger af Bob Dylan-sange, Baby Blue, der året efter solgte til en guldplade.

Brandt holder derudover foredrag og giver solokoncerter. Siden 2002 har han arrangeret og udvalgt vidt forskelligartede navne til koncerkonceptet Uden For Sæsonen, der årligt løber af stablen på Bornholm, hvis arrangementer har tiltrukket publikum fra hele landet. Det er blevet til en del priser og hæder for sit virke som ordsmed. I 1996 modtog Brandt Brandt Dan Turéll Medaljen og DR's syng-dansk-pris i 2002. To gange blev han udnævnt til Årets Danske Sangskriver under Danish Music Awards i 2003 og 2006.

I 2003 fik Brandt Modersmål-Selskabets sprogpris for sin indsats for det danske sprog, og i 2016 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I begrundelsen for ydelsen stod der blandt andet: ‘Steffen Brandt synes at være drevet af en konstant ambition om at genopfinde sig selv samtidig med, at man som lytter aldrig er i tvivl om det særligt 'brandtske' - det spydige, sarkastiske, kærligt kritiske og altid rammende hverdagssprog, hvormed han har formået at definere den danske folkesjæl.’

Ydermere samme sted kan man læse: ‘Når sætninger og ord som: Bag duggede ruder, rigtige mænd eller småt brændbart dukker op, henledes tankerne på Brandt og bliver et vidnesbyrd om den påvirkningskraft, en popsang eller poptekst har på os, når den kunstneriske kvalitet er allerbedst.’ Meget mere præcist kan det vel næppe udtrykkes og indrammes i anledning af den runde dag. Steffen Brandt virker desuden som et venligt og imødekommende væsen, det næppe er kedeligt at underholde sig med, selv om han påstår, orkesteret kendt som tv-2 er det.

Materialer