Et rent overflødighedshorn
Den 5. oktober 1973 udkom Elton Johns syvende album Goodbye Yellow Brick Road i dobbelt forpakning, et magnum opus i ord og toner der ud over titelnummeret indeholder signatursange som Candle in the Wind, Bennie and the Jets, Saturday Night's Alright for Fighting og Funeral for a Friend/Love Lies Bleeding. Topplaceringerne på single- og lp-hitlisterne var således sikret for den næste sæson frem eller to. 17 sange i alt overvejende af særdeles suverænt tilsnit, hvoraf jeg dog kunne have undværet to-tre stykker for lige at dryppe en anelse kritisk malurt i bægeret.
Side 1 sætter tingene på plads fra start med det 11 minutter lange og grandiose åbningsnummer Funeral for a Friend/Love Lies Bleeding, der hurtigt blev en koncertfavorit, hvilket er fuldt forståeligt. Funeral for a Friend er instrumentalt, der med sin svævende og effektfulde opbygning leder direkte videre til den hæsblæsende Love Lies Bleeding, et rocknummer med bid af den slags, John var en sand maestro i gennem det meste af 70’erne.
Første side afsluttes med den soulstampende Bennie and the Jets, der har taget kegler så godt som hver eneste aften, John har stået foran et opstemt publikum, hvor hovedpersonen giver sig selv god plads til at drible ekvilibristisk op og ned ad klavertangenterne. Sangen handler om et fiktivt band, som jeg fortælleren er fan af. ‘I saw Bennie and the Jets as a sort of proto-sci-fi punk band, fronted by an androgynous woman, who looks like something out of a Helmut Newton Photograph’, lyder Johns trofaste ordleverandør Bernie Taupins forklaring på den billedestærke lyrik.
Candle in the Wind besynger de prøvelser, ikonet og det blonde sexsymbol Marilyn Monroe blev udsat for, men ifølge Bernie Taupin kunne sangen i princippet havde handlet om James Dean, Montgomery Cliff eller Jim Morrison. Titelsangen om den guldstensbelagte vej mod det ukendte og ubevidste er en af de smukkeste skud i hele Elton John kataloget, hvilket i hans tilfælde siger ikke så lidt om holdbarheden.
Den pianobårne This Song Has No Title fortsætter side 2 og afløses af uptempo nummeret Grey Seal. Den fjollede reggae pastiche Jamaica Jerk-Off har dog ikke noget at gøre i det fornemme selskab af mesterlig sangskrivning, og heldigvis slutter lp side 2 med I've Seen That Movie Too, hvor alt fungerer fra Johns vokal og bandets levering til det orkestrale arrangement.
Sweet Painted Lady, der sætter den tredje side i gang, er en charmerende sag i midttempo lejet og af den slags, Elton John ofte har excelleret i. The Ballad of Danny Bailey (1909–34) er en noget overset godbid fyldt med drama på tekstsiden og i den musikalske opbygning, hvor trommeslageren Nigel Olsson, Dee Murray (bas) og guitaristen Davey Johnstone som så ofte understeger grunden til, at de er uundværlige i Elton land såvel instrumentalt som på korsiden.
Det gælder ligeledes for den herligt gyngende Dirty Little Girl. Sådan skal et backinghold supportere solisten og få ham til at yde sit bedste ved pianoet og i den vokale levering. All the Girls Love Alice er ydermere et eksempel på, hvordan Elton og følge bygger et nummer op rent dynamisk og med en række inciterende temposkift. Sidste side på Goodbye Yellow Brick Road får damp under kedlerne fra første sekund med Your Sister Can't Twist (but She Can Rock 'n Roll), der ærlig talt lyder som en corny parodi på den oprindelige 50’er rock, en godt kunne have været foruden.
Heldigvis tager Saturday Night's Alright for Fighting samtlige stik hjem på grovsvingende vis med alle cylindre i bund, mens John spydigt spytter ordene ud i sin snerrende vokal og tamper i tangenterne, som gjaldt det liv og død. Roy Rogers tager over og beviser på ny, at Elton John er en melodimager af sjælden karat, og at han i Taupin har en kongenial partner, der er leveringsdygtig i det rette tekstmateriale af litterært tilsnit, når han er allerbedst.
Med Social Disease er dobbeltalbummet tilbage i rockland tilføjet lidt boogie’n’country flair, der alt i alt fungerer på dets egen præmis. Harmony sætter slutpunktet for et overvejende lydefrit udspil på sjælfuld gospelpræget og fredfyldt vis. Joe Lynch fra branchebladet Billboard beskrev pladens berømmede cover på følgende måde: ‘The bedazzled rocker – wearing ruby red platform heels and a bomber jacket with his name on it — step[ping] into a poster of the famed yellow brick road Dorothy and her coterie followed to the Emerald City of Oz.’
Symbolikken og mytologien er svær at gå fejl af i indpakningen, hvilket for så vidt fraset enkelte missere gælder hele musik- og lyriksiden på et af Elton Johns absolut mest inspirerede albums gennem tiden, hvor de lysende stjerner funkler og forsvinder, de personlige fortællinger sættes i scene, mens bandet og kapelmesteren fuldfører resten med bravour. Goodbye Yellow Brick Road er et overflødighedshorn af i alt 18 numre, da Funeral for a Friend/Love Lies Bleeding ret beset er delt i to, en genuin gavebod, ikke kun svorne fans bør takke ja til at gå ombord i.