Af en riffmesters bekendelser
Lad den 9. januar være Celebration Day med Whole Lotta Love tilsat solide doser Rock and Roll uden at blive alt for Dazed And Confused. Det fortjener en af rockhistoriens absolut vigtigste og mest indflydelsesrige guitarister, Jimmy Page, til fulde. James Patrick Page er født den 9. januar 1944 i Heston, Middlesex i England. Som guitarist, producer og sangskriver forbindes Page verden over med Led Zeppelin, hvor han var en del af besætningen frem til opløsningen i 1980.
Jimmy Page spillede forinden i en kort årrække med The Yardbirds og arbejdede desuden som studiemusiker siden starten af 60’erne, hvor han blev en efterspurgt mand hos toppen af poppen på den britiske scene, der talte navne som The Who, Kinks, Donovan, Petulia Clark, Marianne Faithfull, Them og The Rolling Stones, der alle nød godt at hans alsidige talenter.
Rent musikalsk mestrer Page det meste; akustisk folk, eksotiske klange fra den tredje verden, blues i sin mest primale form, sirlige melodiforløb af stor skønhed samt brutale riffs af en kaliber, der har dannet skole inden for heavy metal og hard rock iøvrigt. Når hertil føjes hans metier som studiemusiker og flair for studieteknik og mixning, får man næsten det fulde billede af en inkarneret håndværker, der gennem årtier har bidraget afgørende og væsentligt til rockmusikkens udvikling.
Jimmy Page spiller desuden med bue og formår at lokke sjældent hørte klange ud af en 12-strenget guitar. Det brede kendskab til alverdens genrer og mellemøstlig melodik understreger hans unikke position som instrumentalist. Led Zeppelin performede på en god aften med uforlignelig tyngde, dynamik og et virtuost håndelag, mange yngre kolleger må misunde dem. Her følger nogle højdepunkter fra bandets første leveår med Page som det kreative kraftcenter.
Regningen fra studiet lød på ialt 36 timers indspilningstid og miksning af Led Zeppelins første album blot bærende bandets navn, som Atlantic Records udgav i USA den 12. januar 1969. Jimmy Page og Zeppelins ofte iltre manager Peter Grant betalte regningen på knap 200 pund og sikrede sig den fulde kontrol over debutalbummets indhold stærkt inspireret af amerikansk bluesmusik tilsat lidt britisk folk og markante doser af Page’ stildannende guitarriffs.
Det valgte materiale plus to tolvtakters bluesnumre begået af Willie Dixon sad på rygraden, idet kvartetten først annonceret som New Yardbirds senere Led Zeppelin havde optrådt med numrene under en række koncerter i Skandinavien herunder Gladsaxe i efteråret 1968, før musikerne gik i Olympic Studios i London. En ny, tung og bombastisk sound blev født, der genererede omsætningstal live og via salg i pladeforretningerne sjældent overgået før eller siden.
Trekvart år efter debuten udkom Led Zeppelin II, der bød på monsterhittet Whole Lotta Love og en sand sejrsparade af råt rykkende riffs skabt af Jimmy Page. Toeren blev indspillet i forskellige studier i England, det nordlige Amerika og Canada under bandets støt voksende turnéaktivitet. De fire musikere var derfor i topform, og det færdige mix af albummet stod Page for i samarbejde med Eddie Kramer.
Whole Lotta Love er et helt kapitel for sig og sammen med Stairway To Heaven (Led Zeppelin IV, 1971) gruppens nær altoverskyggende signatursange, der forblev en fast bestanddel af repertoiret frem mod den sidste koncert i sommeren 1980, før trommeslageren John Bonham døde september måned samme år. Derudover skabte Whole Lotta Love en del drama på de indre linjer, da Led Zeppelin i 1985 blev trukket i retten for plagiat.
En stor del af sangens tekst stammer nemlig ordret fra You Need Love indspillet af bluesikonet Muddy Waters for Chess Records (1962) skrevet af Willie Dixon. De stridende parter indgik et frivilligt forlig, der dels sikrede Dixon en net sum penge og fremtidig kreditering på samtlige genudgivelser og genoptryk af albums, der måtte inkludere Whole Lotta Love. Midterstykket i nummeret med vilde panoreringer, brug af effekter, Bonhams slagserier og Robert Plants vokale støn er sonisk iscenesat af Page og Kramer, der gik amok henover mixerpulten ved at dreje på et utal af knapper. Page forstod tidligt i karrieren at bruge studiet som et særskilt instrument i indspilningsprocessen.
En særlig minderig version af Whole Lotta Love stammer fra Knebworth festivalen i 1979, hvor Page jog holdet gennem forskellige rytmiske og tematiske varianter af selve riffet med en sikkerhed og suverænitet, der understreger hvor fremragende et band, Led Zeppelin vitterlig var i den originale besætning. Black Dog fra Led Zeppelin IV sætter skabet på plads med ‘call and response’ mellem Plants virile vokal og bandets bundsolide groove, hvor Bonham nærmest telepatisk følger Page’ guitarfigurer trods små forskydninger undervejs, der gør det til en udfordring at ramme hinanden præcist på alle slag. Intuitiv forståelse og samspilskunst af høj klasse.
Den knap otte minutter lange Stairway To Heaven er bygget op af tre sektioner kulminerende med den heftigt rockende hoveddel, hvor Jimmy Page tone for tone bevæger sig op ad trappestigen mod rockens højeste tinder, før sangen til sidst klinger stille ud. Alverdens rockstationer lod nummeret rotere uafbrudt, der ligger højt placeret på et utal af lister over bedste sange gennem tiden. Led Zeppelin IV er produceret af Jimmy Page med sikker hånd fra første til sidste tone. Det håndværksmæssige niveau er ganske enkelt tårnhøjt præget af et ekvilibristisk overskud raden rundt uden at forfalde til blær og billige point.
Efter Led Zeppelin skrev Page musik til filmen Deathwish II (1982) og var kortvarigt medlem af Robert Plants all-star ensemble The Honeydrippers og The Firm, der talte den tidligere Free forsanger Paul Rodgers. Bandet indspillede to albums i 1985 og 1986. Page forsøgte sig som solist i 1988 med Outrider, hvilket endte som en kunstnerisk og kommerciel skuffelse, der ikke siden er blevet gentaget. I starten af 90’erne dannede han duo med ex Deep Purple og Whitesnake frontmanden David Coverdale, der førte til 1993 udspillet Coverdale-Page.
Mere blev det ikke til, og senere i 90’erne valgte Page igen at slå sig sammen med sin gamle bandmakker Robert Plant, der i 1994 udgav det fine livealbum No Quarter: Jimmy Page & Robert Plant Unledded, som blev fulgt op af Walking into Clarksdale (1998). Plant udtalte nogle år efter følgende om deres fornyede samarbejde: ‘The will and the eagerness with Unledded were fantastic and [Page] was really creative. Jimmy and I went in a room and it was back. His riffs were spectacular. To take it as far as we did, and the tour we did – it's one of the most ambitious and mind-altering experiences.’
Bassisten John Paul Jones og John Bonhams søn Jason Bonham (trommer) udgjorde halvdelen af gruppen, da Led Zeppelin for en kort stund atter blev samlet for at optræde til Ahmet Ertegun Tribute koncerten den 10. december 2007 i The O2 Arena i London. Magien indfandt sig glimtvis, kunne det konstateres, da koncerten endelig blev udsendt som film og album i 2012 efter flere års forhalinger og usikkerhed om, hvor vidt en fysisk dokumentation af denne imødesete event overhovedet ville finde sted. De mange fans heriblandt denne signatur fik heldigvis deres Celebration Day ovenpå fem års ventetid.
Der har generelt været stille på udgivelsesfronten i nullerne, 10’erne og 20’erne, men Page kan dog nydes i den seværdige og yderst nørdede dokumentar It Might Get Loud (2008), hvor han i selskab med The Edge fra U2 og Jack White dykker ned i guitarspillets larmende lyksaligheder. I 2012 valgte Page at udgive Lucifer Rising and Other Sound Tracks i et begrænset oplag på vinyl via sin hjemmeside. Pladen indeholder et ubrugt lydspor til den eksperimenterende instruktør Kenneth Angers kultfilm Lucifer Rising (1972/80).
Musikken blev kasseret, fordi der manglede fem minutter i forhold til filmens varighed. Anger, der døde i 2023 i en alder af 96 år, forlangte, at hvert et minut af hans visuelle værk skulle tonesættes og langede ud efter Page i medierne; Zeppelin stjernen overholdte ikke sine aftaler, men valgte at drive den af i et kæmpe overforbrug af stoffer og vidste ikke så meget om det okkulte, som han gik og troede. Page prøvede trods opsangen at holde deres professionelle relation kørende, men uden held. Anger fandt en anden til opgaven, der også tog sig rigelig med tid.
Der har været skrevet en del om Page’ intense optagethed af den engelske forfatter, filosof og okkultist Aleister Crowleys værker, og manglen på tilgængelig litteratur om ham og beslægtede emner fik i 70’erne Page til at åbne en boghandel og et forlag i den engelske hovedstad, der skulle råde bod på miseren. ‘There was not one bookshop in London with a good collection of occult books and I was so pissed off at not being able to get the books I wanted,’ lød forklaringen på at tage sagen i egen hånd.
En del instrumentkolleger har vedgået deres inspiration fra Page’ guitarspil. Listen tæller navne som Eddie Van Halen, Ace Frehley, Joe Satriani, John Frusciante, Kirk Hammett, Joe Perry, Richie Sambora, Slash, Dave Mustaine, Alex Lifeson og Steve Vai. En anden beundrer, Brian May fra Queen, udtrykte det således i magasinet Guitarist i 2004: ‘I don't think anyone has epitomised riff writing better than Jimmy Page - he's one of the great brains of rock music.’
