Skarpe skud og løst krudt

Elvis Costello udsendte den 5. august 1983 sit ottende album i alt og nummer syv i streg med det altid uforlignelige, effektivt tæt spillende og kreativt sprudlende The Attractions båret frem af Steve Nieves keyboard tryllerier og en stærk skridsikker bund i rytmesektionen bestående af bassisten Bruce Thomas og Pete Thomas, der kun musikalsk er i familie med hinanden. Punch The Clock minder produktions- og stilmæssigt mest om Armed Forces (1979) og Get Happy!! (1980) på otteren forstærket af den fire mand stor blæsersektion TKO Horns og to kvindelige korsangere, der kaldte sig Afrodiziak.

Disse udvidelser i opstillingen høres tydeligt i åbningsnummeret, det Motown beat inspirerede og stampende Let Them All Talk. Det efterfølges af Everyday I Write the Book, et flot forløst popnummer, der efter Costellos eget udsagn blev nedfældet på rekordtid. ‘I invested less emotionally in it than any other songs from that time yet it's the one that everyone warmed to’, som han sidenhen har formuleret det i et interview.

Punch The Clock er en klart struktureret, men sine steder også lidt ensformig sag, hvor enkelte skæringer er skåret lige lovlig meget efter samme læst. Andre steder fungerer mixet af new wave, pop rock, R&B og soul dog upåklageligt til trods for, at albummet ikke er helt oppe at ramme loftet af de allerbedste fra Costellos katalog. Mindre kan gøre det, og en udgivelse, der tæller nær perfekte kompositioner som Shipbuilding og Pills and Soap, er samlet set ingenlunde at kimse ad.

Shipbuilding skrevet sammen med den ene af pladens to producere, Clive Langer, er en af de smukkeste ballader lyrisk som musisk, Costello har præsteret i karrieren tilsat Chet Bakers æterisk klingende trompetspil, hvis toner flyder som klart rislende kildevand midt i den molstemte tristesse. Sangen handler om bygningen af de skibe, der skulle bruges og gik til under Falklandskrigen i 1982.

Den bittert udmejslede ironi bestod i, at dette arbejde bragte mere velstand til økonomisk udfordrede områder i det britiske kongedømme, men samtidig sendte folk i krig. Det militær-industrielle kompleks har i grundsubstansen altid krævet kynisk politisk opportunisme, materiel og ofre for at kunne fungere og overleve. Shipbuilding blev først indsunget i en indfølt version af Robert Wyatt, før Costello godt trekvart år efter tog fat i den.

Side B på det 13 numre udstyrede Punch The Clock igangsættes på næsten samme vis som side A med det blæserdrevne og ikke uefne T.K.O. (Boxing Day). Generelt er håndelaget i top hele vejen, og Charm School er Costello i vanlig vitriolsk form, når nogen eller noget i tidsånden skal have på frakken. Denne disciplin er han rent verbalt ofte britisk boksemester i med knockout stød i handsken.

Dog går der en anelse tomgang i den med The Invisible Man, Mouth Almighty og King of Thieves, der klæber ensformigt til hinanden med en ivrigt klimprende og klangbroderende Nieve på overarbejde. Albummet mere end reddes på gonggongen af den suveræne signatursang Pills and Soap, der dramatisk iscenesat af Nieves piano og dronelydende hårde rytmespor tager et skarp opgør med dyreforsøg og dyr, der ender som piller og sæbe i medicinal- og kosmetikbranchens grådige fodring af en støt stigende forbrugerisme kultur.

The World and His Wife runder af i soulsmittende stil som Let Them All Talk og T.K.O. (Boxing Day), hvilken ovenpå den mesterlige Pills and Soap og dens knytnævekonfronterende bredsider såmænd virker ganske tiltrængt. Punch The Clock blev mødt med blandet kritik af det internationale anmelderkorps, der ellers normalt gik i svime over Costellos udgivelser. Flere af dem sammenlignede otteren med forgængeren Imperial Bedroom og dens barokt opbyggede og ambitiøse popschwung.

Egentlig giver det kun delvis mening, da der er tale om to ret forskellige plader, og en svoren discipel som signaturen her kan dårligt få sig selv til helt at afskrive en Costello produktion, for så grelt står det heller ikke til trods ujævne bump. Afsenderen bag Punch The Clock har dog ad åre givet den nogle kontante knubs upåagtet af, at producerteamet Clive Langer og Alan Winstanley faktisk løste den forelagte opgave med kompetent lydhørhed ud fra de ønsker, han havde til albummet. Det resulterede i en blanding af skarpe skud og løs krudt, som Costello får de sidste ord omkring:

‘Clive and Alan] were real pop producers so obviously the records date to the time they were made in. With all due respect that sound hasn't dated all that well (…) A lot of the planning, the imaginary production of the record relates to pop music of the moment’, tilføjet dommedagshugget; ‘passionless fads of that charmless time: the early '80s’.