Steve Miller 80 år

Amerikansk rock i luksusklassen tilsat ørehængere, fængende riffs, oldschool r&b og blues med bund i leveringen på scenen. Den slags forbinder næppe kun mig med Steven Haworth Miller, bedre kendt som Steve Miller, født den 5. oktober 1943 i Milwaukee i delstaten Wisconsin. Guitaristen, sangeren, sangskriveren og keyboardspilleren, der også er skrap på en mundharpe, er ydermere blevet kaldt Stevie ‘Guitar’ Miller, The Joker og The Gangster of Love.

Miller, der er opvokset i Dallas, Texas, har i starten af 60’erne under sine rejser i Europa faktisk gået på Københavns Universitet, hvor han i et semester læste sammenlignende litteratur på baggrund af meritter fra lignende studier i USA. Tæt på at være endelig færdig droppede han ud for ene og alene at hellige sig musikken til morens glæde og farens fortvivlelse.

‘Growing up in Dallas, being part of that phenomenal music scene. I found a way to do what I really wanted to do, which is so important for a kid. Near the end of college, my parents said, 'Steve, what are you going to do?' I said, 'I want to go to Chicago and play the blues.' My father looked at me like I was insane. But my mom said, 'You should do it now.' So I went to Chicago. And that was a special time. I played with Muddy Waters and Howlin' Wolf. I got to work with adults and realized music was what I wanted to do, what I loved, har Steve Miller fortalt om sine unge og første voksne år.

I 1966 etablerede han Steve Miller Band og arbejdede sig fra slutningen af 60'erne og frem til starten af 80'erne op til at blive et gigantnavn i USA med adskillige hits og helstøbte albums og særlig kendt for nummeret The Joker fra pladen af samme navn i 1973. Nu har han som så mange andre i sin generation rundet de 80. Omkring 2006-07 turnerede han flittigt i USA, og folk strømmede til, som havde tiden stået fuldstændig stille.

Og dømt ud fra live-dvd/cd'en, der fulgte efter turneen, fik de fremmødte noget for pengene: Tight swingende rytmesektion, en guitarside i højt gear, glasklare korstemmer og en ekvilibristisk mundharpespiller i Norton Buffalo, der beklageligvis gik bort i 2009, blot 58 år gammel.

Det oprindelige Steve Miller Band tog udgangspunkt i psykedeliskfarvet bluesrock og melodisk højtflyvende ballader ambitiøst produceret med flotte detaljer i det yderst velklingende vokalarbejde, hvilket kan høres på udgivelserne Children of the Future (1968), Sailor (1968), Brave New World (1969), Your Saving Grace (1969) og Number 5 (1970). De er blandt andet kendt for klassikere som Living In The USA, Gangster of Love og Space Cowboy.

Fra den periode kan ligeledes kompilationen Anthology anbefales med tilføjelsen af Celebration og My Dark Hour, hvor Paul McCartney medvirker på vokal, bas, trommer og guitar. Miller dukkede i slutningen af 1969 op i London i det studie, hvor McCartney havde sin gang, for høre om han kunne arbejde der, mens han var i byen. McCartney, der samme dag havde været i totterne på resten af Beatles omkring ansættelsen af manageren Allen Klein, som han var blevet advaret imod af Mick Jagger, takkede ja til at spille med sin amerikanske ven i håb om at sprede de mørke skyer i horisonten for en stund.

De to M’er klæder hinanden ikke mindst på My Dark Hour, en hammer af en rockmavepuster, der demonstrerer hvor fremragende folk, vi har fat i her. Tjek endelig nummeret ud, klangen af deres stemmer sammen og McCartneys trommespil. Sir Paul er et monster på det instrument. Miller bandets stilskifte mod det mere polerede og mainstreamprægede rockudtryk satte ind fra The Joker og gav pote i det årti. Fly Like an Eagle pladen og titelsangen banede vejen mod superligaen i 1976 sammen med singlerne Take the Money and Run, Rock'n Me og Serenade.

‘And We Got To Get Down To Swingtown.’ Det kom lytterne i stor stil i 1977 med Book Of Dreams, der nærmest er plastret til med pletskud inklusiv Swingtown, der er en fast del af hans sætliste, der også tæller Jet Air Liner, True Fine Love, Jungle Love, The Stake og Winter Time, alle fra Book Of Dreams, der er tæt på at være en Greatest Hits-samling i sig selv. Abracadabra (1982) viste med titelskæringen, at den kommercielle del stadig kørte i højeste gear efter skiftet til et nyt årti.

Steve Miller er en kompetent og dreven blues man med evne for at skrive sange, der harmonisk og melodisk sidder, hvor de skal og klangligt iscenesat, så han får det optimale ud af dem. Men på flere senere albums gik der lovlig meget sport i den med afprøvning af elektronisk tingeltangel og nye keyboards, en retning han dog har forladt i det nye årtusind på Bingo! (2010) og Let Your Hair Down (2011), det foreløbigt sidste studiealbum fra Millers side. Begge er vintage bluesrock som i starten af karrieren.

Kan man spille blues i baltøj og opstyltet firserlook, lød mit skeptiske spørgsmål august 1983 under transmissionen af Rockpalast udendørsfestival fra klippeøen Lorelei nær floden Rhinen i Tyskland. Ja, åbenbart, når man er Steve Miller og har en kapacitet i sit band som førnævnte Norton Buffalo, der blæste igennem, som var han fra en anden planet, og Miller fedtede heller ikke just med tingene. Denne sensommeraften stod den på hårdtpumpet amerikansk professionalisme udsat for stedvis dårlig overstyrer lyd, der skæmmede koncerten med en af tidens hotteste navne.

Den jordbundne, velformulerede og sympatisk virkende Steve Miller har siden 1993 kun leveret tre studieudgivelser og fem livealbums heraf flere med ældre materiale. Miller er lejlighedsvis stadig på scenen, men det ligner mere og mere et liv i tilbagetrukket otium, hvilket da skal være ham vel undt efter godt 60 år i branchen.