Store hits og skæve satsninger
17. juni 1983 udkom The Police’ femte og sidste studiealbum Synchronicity, hvis titel og indhold er inspireret af Arthur Koestlers bog The Roots of Coincidence (1972). Tre Grammy gevinster herunder for Årets album og fire singlehits fulgte i kølvandet. Den engelske trio havde nu definitivt spillet sig op i den allertungeste liga på den internationale rockscene og takkede således af med absolut maner. Men internt knasede det mere, end godt var. Musikerne indspillede i hver deres rum og lavede deres overdubs enkeltvis for ikke at ryge unødigt i totterne på hinanden.
Dog går man ikke fejl i byen af det endelige produkt, der rummer gennemarbejdede og sublimt udførte kabinetstykker som Every Breath You Take, King Of Pain, Wrapped Around Your Finger samt Synchronicity II - alle ude som singler plus verdensmusik ekskursioner som Tea In The Sahara og Walking In Your Footsteps. Sting var inde i en stime med en skarp serie i bagagen af kvalitativt tilsnit.
Kort sagt tæt sammenspil parallelt med endnu større gennembrud og slutteligt det endelige og heftigt uforsonlige sammenbrud, triumviratet af tøjlesløst talent imidlertid senere fik lagt en dæmper på, der gjorde en omfattende verdensturne mulig i 2007-08 med et imponerende bagkatalog af træffere, der er de færreste forundt at have begået inden for så relativ kort tid. Her følger et nærmere kig på indholdet af The Police’ femmer samt omtale af et nummer, der beklageligvis ikke fandt vejen dertil.
Den jazzede og rytmisk sofistikerede Murder by Numbers, B-siden til Every Breath You Take, er skrevet af guitaristen Andy Summers sammen med Sting, der burde have været inkluderet på den originale version af Synchronicity, men kom med som bonusnummer på flere efterfølgende cd genudgivelser. Summers er ophavsmanden til den prægnante guitarfigur i Every Breath You Take, dog uden at blive krediteret herfor. Stings ego i de år er en anelse svær at overse.
Prisen for det i særklasse mest udsyrede indslag i Police sammenhæng går ligeledes til Andy Summers for Mother, der hylende og vrængende i skæv syv fjerdedele taktart besynger alle de udfordringer, afsenderen åbenbart har haft med sit moderlige ophav. Der står Sting på det meste, men som Summers fik også trommeslageren Stewart Copeland et enkelt indslag med, Miss Gradenko, præget af hans sædvanlige distinkt dansende og kreativt flydende spil samt skæve humor.
Albummet indledes af det hårdt rockende up tempo nummer Synchronicity I tilsat et swing langt fremme på beatet, karakteristisk for The Police’ måde at spille på. Teksten har rod i Carl Jungs teorier om det ubevidste. Side 1 slutter med Synchronicity II, og ifølge Copeland viste det sig nærmest umuligt at få afæsket Sting et svar omkring sammenhængen mellem de to sange, hvis tempo og feel dog er væsentlig forskellige. Jungs ånd hviler atter over tekstsiden, der tager udgangspunkt i et stresset familieliv præget af nedslidende arbejde, depression og konflikter.
Ligeledes på side 1 finder man den funky Oh My God med jazzede atonale passager mod slutningen, der klart er Stings mest kaotiske bidrag til pladen ud af i alt otte numre. Side 2 åbnes af Every Breath You Take, der toppede hitlisterne på begge sider af Atlanten, bandets største kommercielle succes og den lettest genkendelige af dem alle. En sand ørerhænger af format lækkert udført og produceret i samarbejde med Hugh Padgham.
Sangen indkasserede to Grammy priser for Song of the Year og Best Pop Performance by a Duo or Group with Vocals. Nummeret kan tolkes som Stings kommentar til følelsesmæssig tumult i kærlighedslivet og hører til et af de oftest spillede i radioen nogensinde. Spændingerne steg og steg navnligt mellem Sting og Copeland, da megahittet skulle i kassen, hvilket for så vidt gjorde sig gældende for albummet i sin helhed.
King of Pain er en af mine personlige favoritter og tager tekstmæssigt igen udgangspunkt i kærlighedens smerte og separation. ‘I conjured up symbols of pain and related them to my soul. A black spot on the sun struck me as being a very painful image, and I felt that was my soul up there on the sun. It's just projecting your state into the world of symbolism, which is what poetry's all about, really’, har Sting fortalt om sangens baggrund. King of Pain er bygget op i lag startende med klaver og vokal og slutter unisont i outtroen på dynamisk vis. Et skoleeksempel på hvordan den slags kan gøres..
Det elegant eksekverede Wrapped Around Your Finger er pop i luksusklassen i ordenes bedste betydning og særdeles fermt udført med et hav af klanglige og rytmiske finesser. Som flere af de øvrige Sting sange på albummet er også Wrapped Around Your Finger fyldt med selvbiografiske referencer og handler om at frigøre sig fra andre menneskers kontrol af ens tilværelse.
Tea in the Sahara er sidste nummer på Synchronicity med litterært udgangspunkt i Paul Bowles’ roman The Sheltering Sky, der handler om fremmedgørelse og eksistentiel angst. Første del af romanen hed Tea in the Sahara, hvor tre søstre venter på prinsen med teen klar. Summers harmonisk opfindsomme guitarudflugter er ren nydelse i den roligt duvende slutskæring, der forlener hele pladen med en fredfyldt atmosfære, der står i grel kontrast til den noget uroprægede arbejdsproces. Men ikke sjældent kommer der jo et godt resultat ud af den slags, og Synchronicity er ingen undtagelse fra reglen.