The tall cool one med de gyldne stemmebånd
Robert Plant er stadig verden over kendt som den karismatiske frontmand i Led Zeppelin fra 1968-80, hvor han hovedsageligt stod for lyrikken ofte præget af mysticisme og favntag med naturen tilsat tungmetalliske riffs, country, folk, blues og ømt tonesatte ballader samt et mere eksperimenterende udtryk. Som vokalist spænder han vidt med et fleksibelt register, sin lyse klang og dynamiske fraseringer kombineret med rå energi og flamboyant fremtoning, der har gjort ham til en af rockens største sangere, personligheder og entertainere.
Men Plant er meget andet end Led Zeppelin og kan se tilbage på en solokarriere med skiftende backingbands, stilretninger, samarbejdspartnere og reunions med Jimmy Page inden- og udenfor Led Zeppelin regi. Robert Anthony Plant er født den 20. august 1948 nær West Bromwich i England. Som 16-17-årig besluttede han sig for at gå musikvejen og satse på en professionel levevej som sanger. Det blev til optrædender hos flere lokale bluesbands heriblandt Band of Joy med den senere Zeppelin supertrommeslager John Bonham.
I 1968 blev han af den kommende Led Zeppelin manager Peter Grant og guitaristen Jimmy Page tilbudt en plads i The New Yardbirds, der forholdsvis hurtigt skiftede navn til Led Zeppelin, and the rest is history, som man siger. Som del af den millionsælgende kvartet udviklede Plant sig til en performer på niveau med Mick Jagger i Rolling Stones, Roger Daltrey fra The Who, Jim Morrison (Doors) og Freddie Mercury hos Queen.
Plant debuterede i eget navn med Pictures at Eleven (1982) fulgt op af The Principle of Moments (1983), to absolut helstøbte albums med tidstypisk rocklyd og velgjorte sange, der distancerede sig markant fra Zeppelin sounden. I 1984 udgav han sammen med blandt andet Jeff Beck og Jimmy Page en ep under navnet The Honeydrippers, der opnåede kommerciel succes i Europa og USA med en blanding af klassisk rock’n’roll, jump-blues og swing. Året efter vendte Plant retur til solokarrieren ved at udsende Shaken 'n' Stirred (1985), der fortsatte ad samme 80’erne nyrock stil som de to forløbere.
Tre år senere hittede Plant med det mere regelrette rockudspil Now and Zen (1988), der resulterede i tre singler, der klarede sig fint på markedet, Heaven Knows, Tall Cool One og Ship of Fools. Især den midterste single har bid med et hårdtpumpet drive og elegant indføjede samplinger af en yngre Plant fra Zeppelin årene. Manic Nirvana (1990) og Fate of Nations (1993) holder ligeledes skruen i vandet på solokarrieren med lytteværdige numre og fortolkninger af andres materiale, før Plant holdt en længere pause med albums, der kun bar hans navn.
Resten af 90’erne stod den nemlig på et samarbejde med en nær musikalsk allieret, der kastede to udgivelser af sig, No Quarter: Jimmy Page and Robert Plant Unledded (1994) og Walking into Clarksdale (1998). Det første er optaget live, og det andet er en studieplade. Page og Plant viste fin form med de to albums, der har tråde tilbage til Led Zeppelin og understreger deres fælles kærlighed til blues, verdensmusik og mellemøstlige klange.
De to eks-Zeppelineres turnévirksomhed blev et tilløbsstykke, hvor grundformationen ved et par særlige lejligheder blev udvidet med slagtøjsspillere og strygere fra Egypten og øvrige lande i regionen. Navnlig versionen af Kashmir fra Led Zeppelin dobbelt-lp’en Physical Graffitti (1975) er spektakulær. Zeppelin bassisten John Paul Jones blev ikke inviteret med, hvilket ikke huede ham. Det kom dog senere. Inden da nåede Plant at udsende Dreamland (2002) og Mighty ReArranger (2005), før Led Zeppelin blev gendannet for en kort periode med Bonhams søn Jason Bonham bag trommerne.
Gendannelsen er dokumenteret på livealbummet og i koncertfilmen Celebration Day, der indeholder hele deres historiske optræden i O2 arenaen i London december 2007 foran titusindvis af fans, der var heldige nok til at skaffe en billet. Senere forsøg på reunions blev ikke til noget, da især Plant modsatte sig ideen til stor irritation for Page, ikke mindst da han fandt ud af, at Plant ville have haft tiden til det i 2014, hvor nye rygter verserede om en mulig gentagelse fra 2007.
10’erne viste sig at blive relativt magre på solofronten, men kvaliteten holder fanen højt med Band of Joy (2010), Lullaby and the Ceaseless Roar (2014) og Carry Fire (2017), det foreløbigt sidste studiealbum, der ene og alene kan tilskrives Robert Plants navn. De tre nævnte favner bredt med alt fra Americana, folk- og country-rock, eksperimenterende rock, world beat og det mere gospelprægede stadig med The Tall Cool One i god vokal form, der live i de år inkluderede flere og flere numre fra Zeppelin perioden på repertoirelisten.
Tilbage til rødderne konceptet var kommet for at blive og med stor succes ikke mindst i samarbejdet med den amerikanske bluegrass- og countrysangerinde Alison Krauss, der også er en fremragende violinist. Dette mildest talt forskelligartede makkerpar klæder faktisk hinanden på glimrende vis, hvilket deres foreløbigt to fælles udgivelser Raising Sand (2007) og Raise the Roof (2021) til fulde fører bevis for, og publikum, anmeldere og prisuddelerne syntes alle enige i den konklusion.
Også live med band kører det for duoen, der er på turné i Europa fra august-november 2023. Robert Plant må således siges at være særdeles still going strong, som det sig hedder med en velafprøvet kliché i musikbranchen. Plant har snart været på farten on and off i knap 60 år stadig med nysgerrigheden og et åbent sind i behold, mens han afsøger nye territorier, hvor nyt og gammelt blandes med lån fra hovedstolen: Led Zeppelin. Dette band kan Plant jo ikke helt løbe fra, selv om det virker som, han har forsøgt. Arvesølvet er jo heller ikke at spøge med.